Vrå og Em pastorat

VRÅ KIRKE

Vrå Kirke -fra nord
Vrå Kirke -fra syd
Vrå Kirke -fra sydøst
Vrå Kirke -tårn
Våbenhus
Trædesten
Trekant
 

Kirken er åben for besøgende dagligt fra kl. 10 til 17. Find vej til kirken HER

Kirken er bygget i den første del af det, man kalder den romanske byggeperiode, tiden fra først i 1100-tallet til midt i 1200-tallet. Den store kirke - med metertykke kassemure, tilhugne granitkvadre over en skråkantsokkel på ydersiden, kløvede marksten på indersiden - blev bygget på den bare mark. Den nuværende Vrå by skylder den østjyske længdebane sin eksistens, så den kan ikke føre sin historie længere tilbage end til 1871, hvor jernbanen mellem Ålborg og Frederikshavn blev åbnet. Før da bestod Vrå sogn af 4 små landsbyer: Sønder Vrå, Gadehusene, Nørre Vrå og Borup - og midt imellem dem altså kirken og præstegården.

Kirken renoveret indvendig i 2010/2011.

Kirkens brudstykker af en granitsøjle, et fodstykke med et indhugget kors og et hovedstykke med bladornamentik.

Den gamle kvindedør i nordsiden anvendes nu som indgang, mens den tilsvarende mandsdør i sydsiden er blevet tilmuret. Dens oprindelige placering er markeret udvendig dels ved denne trædesten, dels ved at skråkantsokkelstenene mangler på dette sted.

I en stor kvadersten i skibets udvendige nordvæg er indhugget en trekant. Det kan muligvis være stenhuggerens "signatur" under sit værk, men kan sandsynligvis også have en religiøs betydning. Trekanten er symbolet på den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd, og den indhugne trekant gør det synligt, at denne bygning er den treenige Guds hus: her er det guddommelige nærværende.

 

 

Til toppen

Kirkens Inventar

Alter
Altertavle
Døbefont
Epitafium
Glasmaleri
interiør
Johannes og Maria
klokke
krucifiks
krucifiks detalje
mindeplader
Maria Magdalene
orgel
prædikestol
prædikestol detalje
våbenhus
lysglobe
lysglobe
 
 
 
 
 
 

Alterbordet er bygget af tilhugne granitkvadre, og det hører, ligesom døbefonten, til kirkens oprindelige inventar.
Ned i bordets overside er udhugget en såkaldt helgengrav - et hulrum til opbevaring af kirkens relikvie. I helgengraven findes stadig bevaret en lille bly"kiste" af størrelse som en tændstikæske. Æsken er nu tom, men den har engang indeholdt et relikvie - en tand eller knoglerest af kirkens værnehelgen. Hvem denne helgen har været vides ikke. Ved renoveringen i 2011 blev alterbordet forsynet med en ny bordplade i granit.
På altret står en kopi af et lille romansk guldkors, der er fundet i alterbordet. Originalen befinder sig på Nationalmuseet.
Det billedskærerarbejde, som udgør den centrale altertavle, har formentlig en gang haft sin egen indramning, måske med udskårne fløjdøre, men den er gået tabt. Den ramme, som tavlen nu sidder i, er fra 1670, og den er 1722 forsynet med malerier af M.C. Thrane, som har leveret alterbilleder til mange jyske kirker. Omkring relieffet er grupperet billeder af de fire evangelister med hver deres symbol. På overstykket ses to billeder, forestillende dels Jesus i Getsemane og dels opstandelsen. Billederne illustrerer det vers, som er anført på den øverste tværrem:
 I Dødsens Kamp Jeg Var, Og ofred Bøn og Blod
 Nu Seijeren Jeg Har, og Døden under Fod.
Altertavlen er i foråret 2004 blevet restaureret af konservator Kurt Nedergaard, Aalborg.

Den centrale del af altertavlen udgøres af et usædvanlig smukt sengotisk træskærerarbejde fra sidste halvdel af 1400-tallet. Det er en sammensmeltning af to klassiske motiver. I baggrunden ses Via Dolorosa, Smertens Vej, der slynger sig som en bjergsti op mellem høje og klipper forbi Jerusalems mure til Golgata. Langs vejen udspiller sig scener fra lidelseshistorien, men til venstre også Isaks ofring og til højre Kristus i dødsriget, opstandelsen og tilsynekomsterne.
Hovedgruppen udgør et Kristus-begrædes-motiv. Jomfru Maria, Maria Magdalene (med salvekrukken), Veronika (med svededugen), kvinderne ved korset og apostlen Johannes sørger ved Jesu døde legeme, netop nedtaget fra korset. Figurernes forstenede sorg er mesterligt gengivet i relieffet, som ikke er dansk. Eksperter har ment i motivets komposition at kunne se en påvirkning fra Alsace i Frankrig, mens en tysk kunsthistoriker i en artikel har argumenteret overbevisende for, at tavlen er blevet til i et produktivt træskærerværksted i Erfurt i Thüringen - der findes flere lignende tavler i kirker i området - og at tavlen måske er kommet til Vrå på foranledning af Niels Stygge Rosenkrantz, der var den næstsidste katolske biskop i Børglum. Hans fætter, Erik Nielsen Rosenkrantz, studerede i Erfurt og var i nogle år rektor for universitetet der, og han kan så muligvis have haft tavlen med sig hjem til Danmark. Men hvordan det nu ellers er gået til, så har vi i Vrå Kirke et virkeligt klenodie - en altertavle, der er en af de smukkeste i en dansk kirke af sin art og fra sin tid.

Detalje af altertavlen: Maria Magdalene

Den romanske døbefont er givetvis kirkens oprindelige. Fonten er ganske enkel i udformningen, uden særlig ornamentik bortset fra en udhugget bort langs kanten.

Kirkens prædikestol er et praktisk eksempel på genbrug fra 1700-tallet. Den er oprindeligt lavet i 1618 til St. Ajstrup kirke ved Nibe, men i slutningen af 1700-tallet har man åbenbart trængt til en prædikestol i Vrå. Den daværende sognepræst i Vrå var i familie med kirkeejeren i St. Ajstrup, herremanden til Kyø, og han fik lov at overtage den prædikestol, der var blevet kasseret i St. Ajstrup. De afbildede våbenskjolde for slægterne Tornekrans, Bjørn, Dyre og Ulfstand har derfor ingen forbindelse til Vrå. Stolen er et renæssancearbejde, og den bærer tre latinske indskrifter, som i dansk oversættelse lyder: Én tro, én dåb, én Gud - Ære være Gud Fader og Søn og Helligånd - Den, som hører jer, hører mig.
Ved kirkens renovering i 2010-11 er prædikestolen blevet istandsat og har fået nye farver ved konservator Kurt Nedergaard, så den nu er i smuk samklang med resten af kirkens inventar.

På et diskret hjørne af prædikestolen har konservatoren vist de lag af maling, som prædikestolen har haft, fra den blev til i 1618 og til nu - fra højre til venstre.

Det store sengotiske krucifiks fra o. 1500 har formentlig oprindelig haft sin plads på en bjælke over triumfbuen - buen mellem skib og kor - hvilket var den almindelige placering. Krucifikset bærer, således som evangelierne bevidner, den latinske inskription: Jesus fra Nazaret, jødernes konge.

På skibets sydvæg hænger et glasmaleri, som er lavet af den færøske kunstner Trondur Patursson. Denne endelige version er blevet til i 2012 og ophængt i kirken maj 2013.

Glasmaleriets tema er: Opstandelse. Midt i den fantastiske blå, blå farve, som er Patursson yndlings- og signaturfarve, viser en Kristusskikkelse sig. Rundt i kanten er der nogle forrevne, klippeagtige former med gule nuancer. For neden i billedet er der dunkeltblåt, nogle steder næsten sort. Men i midten af billedet træder Kristus et skridt frem – og over, omkring og igennem ham stråler lyset, opstandelsens lys, som brede lyse strøg i det blå.

Måske ser man billedet, som om Kristusskikkelsen har ryggen til os og er på vej ind i lyset. At han går foran os og baner vejen for os – gennem mørket og frem mod lyset, gennem døden til livet. Set på den måde udtrykker billedet, at vi ikke er alene om vores død, fordi han, som er livets herre og dødens overmand, er gået i forvejen for hver enkelt af os.

Men Paturssons opstandelsesbillede rummer en diskret tvetydighed, for måske kan det også virke, som om den opstandne Kristus kommer os i møde og tager imod os – i kirkerummet, når vi træder ind ad døren, men også i den fremtid, der venter os hinsides vores jordiske liv, i det rige, hvor Gud bor i sit lys. Vi går ikke ind i et skræmmende ukendt og ensomt mørke, men vejen er kendt og tryg og vi er ventede ved vejs ende, fordi Kristus har givet os sit løfte: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er (Johs. 14,1-3).

Kirkens orgel fra 1988 er bygget af orgelbyggerfirmaet Marcussen & Søn fra Åbenrå. Facaden er tegnet af arkitekt M.A.A. Poul Brøgger. Orglet har 2 manualer og pedal med 15 stemmer.

På tårnrummets nordvæg hænger et epitafium, en mindetavle, over Jørgen Jensen Bergh, som var sognepræst i Vrå fra 1714 til sin død i 1737, og hans hustru, Gundel. Ægteparret Bergh var gravsat i kister i kirkens tårnrum indtil 1900, hvor deres jordiske rester blev begravet på kirkegården.
Mindetavlen flankeres af to allegoriske fremstillinger af den gamle og den nye pagt - symboliseret ved hhv. lovens tavler og nadverkalken.

Under epitafiet er ophængt tre mindeplader fra 1700-tallet over medlemmer af familien Jensen Bergh, stammende fra den tidligere begravelse i tårnrummet

Vrå kirkes klokke var fra gammel tid ophængt i en klokkestabel på kirkegården, men fra 1836 har den hængt i tårnet. Den er fra midten af 1400-tallet, og traditionen vil vide, at den er støbt ved en lille høj i nærheden af kirken, som har givet navn til gaden "Klokkehøj".
Klokken er én af Vendsyssels største - mere end en meter i højde og mundingsvidde - og den bærer i spejlskrift inskriptionen: Alpha og omega - Gud og menneske - Hjælp, Jesus og jomfru Maria.

 Besøg Vrå Kirke og tænd et lys:  Sidst i den skumle november 2005 - på 1. søndag i advent - blev der opstillet en såkaldt lysglobe i Vrå kirke. På billederne kan du se, hvordan den ser ud. Men lad dig ikke nøjes med billedet – kig ind i kirken og prøv den selv. Kirken er åben alle dage fra morgenringning til aftenringning. Det store lys midt i globen er altid tændt. Ved det kan du tænde et af de fremlagte fyrfadslys og sætte det i globusen. Du er også velkommen til at tage et af de små kort med et skriftsted, et såkaldt ”mannakorn”, der ligger ved lysene. Som et lille bidrag til at betale udgifterne til både det store og de små lys, beder vi dig lægge en tokrone i boksen med lysene. Hvad skal det til for? Der er mange gode grunde – kristne, psykologiske, praktiske – til at tænde et lys. Både i gamle og nye testamente bruges lyset igen og igen som et billede på Gud og Kristus, lige fra Guds første skaberord på Bibelens første side: ”Der skal være lys!” Og til Jesu ord på Bibelens sidste side i Johannes’ Åbenbaring: ”Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne.” Rent psykologisk ved enhver, der prøvet at tænde et lys i mørket, hvad det betyder for vores sind. Det at tænde et lys er en handling, der stimulerer vores følelser og tanker på en positiv måde. Det taler til vores sanser at tænde et levende lys. Det er som om lyden af tændingen, duften af stearinen, synet af lyset og varmen fra flammen sender en lille bølge af energi og glæde gennem både krop og sjæl. Rent praktisk taler det til vores trang til at gøre noget. Det er måske lidt sært at gå ind i kirken på en ganske almindelig dag. Men hvis du kommer for at tænde et lys, så har du et ærinde, og når du først er kommet ind, så vil du måske opdage, at du har det rigtigt fint med at få en lille pause fra den travle eller triste hverdag. Du er selv herre over, hvad du vil bruge dit besøg til. Om du blot vil sidde lidt i ro og fred eller måske hvile dig lidt i varmen efter et besøg på et vinterkoldt gravsted. Om du vil tage et ”mannakorn” fra globen og meditere lidt over det citerede skriftsted. Om du vil læse en salme i en af de fremlagte salmebøger, eller bede et fadervor eller din egen bøn for dig selv eller for en, som du holder af og bekymrer dig om, eller for en, du har mistet og savner. Kom, som du er. Tag også gerne en god ven med.

Til toppen

Kalkmalerierne

indtoget
fodtvætning
ypperstepræster
pilatus
tornekroning
korsdrag
himmelfart
pinse
detalje tornekroning
grisen
nord koret
øst koret
syd koret
vest koret
 

Vrå kirkes kalkmalerierI slutningen af den sengotiske periode, o. 1510, er både skib og kor i Vrå kirke blevet dekoreret med kalkmalerier. Malerierne er udført af det såkaldte Sæbyværksted, som også har malet i kirkerne i Sæby, Nibe, Dronninglund og Vesterø på Læsø. I Sæby og Nibe findes, ligesom i Vrå kirke, en karakteristisk dommedagsscene, og i Nibe og Vesterø endvidere en detalje, som også spiller en rolle i Vrå kirke: en gris, stående på bagbenene. Kalkmalerierne har været overkalkede, men blev fremdraget og istandsat i 1904 af Eigil Rothe, Nationalmuseet. 2004-06 er kalkmalerierne blevet restaureret af Isabelle Brajer, Nationalmuseet.

Kalkmalerierne i skibet

På skibets nordvæg fremstilles i runde medaljoner scener fra Jesu lidelseshistorie og begivenhederne fra påske til pinse. Serien har oprindelig bestået af flere end de 8 billeder, der nu ses, men nogle er med tiden gået helt tabt - bl.a. ved gennembrydning af en vinduesåbning - og nogle viste sig ved restaureringen i 1904 at være så beskadigede, at de igen blev overkalkede.
I kanten af to af billedfelterne ses to indvielseskors, som stammer fra den katolske ceremoni for indvielse eller genindvielse af en kirke. Biskoppen stænkede vievand 12 steder på kirkemuren, og disse steder blev derefter markeret med et kors, omgivet af en cirkel.

Indtoget i Jerusalem.
Det beskadigede maleri lader ane, hvordan folkeskaren strør grene og breder deres kapper ud på vejen.

Fodtvætningen.
Jesus vasker disciplenes fødder. Johannes beretter som den eneste evangelist om denne hændelse skærtorsdag aften.

Forhør hos ypperstepræsten.
Jesus fremstilles for den jødiske ypperstepræst, som kan kendes på bispehuen.

Forhør hos Pilatus.
Jesus hos den romerske statholder Pontius Pilatus. Pilatus er i færd med at vaske sine hænder.

detalje

Korsdragningen.
Jesus bærer sit kors til Golgata - og får hjælp af Simon fra Kyrene. Jesu kjortel er for neden besat med træplader forsynet med jernspigre, så hvert fodtrin smerter.

Kristi himmelfart.
Kristi fødder stikker nedenud af skyen, og på klippen, hvor han har stået, inden han hæver sig til vejrs, ses aftryk af hans fodsåler.

Helligåndens komme pinsedag.
Helligånden daler i skikkelse af en due ned over de forsamlede disciple, hvoriblandt ses Maria, Jesu mor.

Den lutspillende gris: Imellem medaljonerne med billeder, der skildrer lidelseshistorien, er malet en gris, der står på bagbenene og spiller lut. Dette besynderlige motiv har været tolket på flere måder. Én tolkning lyder, at grisen - som symbol på dumhed - skal understrege den grænseløse uforstandighed hos de mennesker, der torturerede og henrettede Jesus. En anden opfatter grisen som symbol på menneskers forlystelsessyge og lastefulde liv, som nødvendiggør Jesu stedfortrædende lidelse og død. Grisen kan også opfattes som en repræsentant for Djævelen - og dens musiceren som et ekstra naturstridigt og derfor urent træk. På den måde bliver lidelseshistorien akkompagneret af Djævelens groteske og perverterede eksponent.
En temmelig speciel teori er, at grisen simpelthen er en middelalderlig graffiti, som en malersvend har lavet for sjov i sin frokostpause og derefter kalket over igen, inden mester, præst og menighed fik den at se. F.eks. i Mårup kirke kan man se, hvordan malersvende for sjov har tegnet et sejlskib på kirkevæggen - og derefter kalket det over igen.
Endelig kan det måske også tænkes, at grisen slet ikke i den forstand symboliserer noget. Den er, hvad den er: en gris, der spiller på lut. Det er et absurd motiv, og netop i kraft af sin absurditet er det med til at give betydning til de øvrige kalkmalerier. Ved at sætte den slags absurde motiver ind i det kristne billedunivers skabes der en spænding imellem motiverne. Det ordnede og sande og meningsfyldte i det kristne univers bliver fremhævet, og samtidig vises det, hvordan alting udenfor det kristne univers dybest set er absurd og meningsløst.

Kalkmalerierne i koret

De tre hvælvingskapper i koret, som vender mod hhv. øst, nord og syd, rummer  hver et maleri, som tilsammen udgør et storladent dommedagsmotiv. I hvælvingskappen mod vest ses en ægtemand på sit dødsleje.

Nordre hvælvingskappe. Med ordene "Kom, kæreste brødre" åbner Sankt Peter med sin nøgle porten til det himmelske rige for de frelste. Det himmelske Jerusalem har skikkelse af en solid middelalderborg med tårne og vindebro - et vidnesbyrd om, at kunstneren har haft et udenlandsk forlæg.

Østre hvælvingskappe. Kristus sidder som verdenshersker og dommer, med regnbuen som tronstol. For oven blæser en engel i domsbasunen - med et skriftbånd, svarende til tegneseriernes talebobler, med ordene: "Stå op, I døde!" Nederst i billedet stiger de døde op af deres grave for at møde dommen. Fra Kristi mund udgår til venstre (set fra beskueren) nådens lilje med skriftbåndet: "Kom, velsignede, I skal modtage min faders rige" - og til højre udgår dommens sværd med ordene: "Gå, I forbandede, til den evige ild." Ved Kristi side knæler til venstre Maria, som fremviser sit bryst som symbol på sin moderværdighed, og til højre Johannes Døber i sin kamelhårskjortel. Maria beder: "Du salige, forbarm dig over os," mens Johannes' bøn lyder: "Skån, Herre, dit folk for straffen."

Søndre hvælvingskappe. To djævle - den ene svingende med kølle og den anden spillende på basun - kaster med fuld musik de fordømte ind ad helvedsporten, skildret som et hæsligt uhyres åbne gab. Skriftbåndet gengiver de ulykkeliges skrig: "Ve, ve os! for vi er i helvede." En bispehue på den mand, der sammen med sin skævbrystede frille nølende tripper afsted mod infernoet, samt en pavekrone blandt de allerede nedstyrtede antyder en vis kritik af den gejstlige stand. Malerierne er jo da også blevet til på et tidspunkt - blot et kvart århundrede forud for reformationens indførelse i Danmark - hvor der har været en almindeligt udbredt skepsis overfor tilstanden i den katolske kirke. Retfærdigvis skal det dog bemærkes, at der også blandt de salige på nordsiden kan ses både en bispehue og en pavekrone. 

Vestre hvælvingskappe. Her skildres en rig ægtemands dødsleje. Sjælen har netop - i skikkelse af et lille barn - forladt den døde, og nu strides en engel og en djævel om, hvem sjælen skal tilhøre. Djævelen har mange ansigter anbragt forskellige steder på kroppen som symbol på, at han altid er vågen og rede: selvom ét par øjne skulle være lukkede, så er der dog stadig mange andre åbne. En vågekone er i færd med at anbringe et tændt lys i den dødes hænder, mens den unge enke allerede forlyster sig med sin elsker. En tjener skænker vin op til dem, selvom de næppe ænser det, fordi de er optaget af hinanden og af den pengekiste, som de begge har en hånd nede i for at føle på herlighederne. Alle øvrige inskriptioner i kirkens kalkmalerier er på latin, men her står teksten på dansk - og endda på rim: "Vordh thy ey adh han er døth, men vi hawe the guld sa rødh" - d.v.s.: Bryd dig ikke om at han er død, for vi har det guld så rød. Meningen med dette motiv - anbragt, så det ikke har kunnet ses af menigheden, men kun af præsten - må være et memento mori (Husk, at du skal dø!), en advarsel mod et lastefuldt levned og en opfordring til at samle sig skatte i himlen.

Til toppen

cookie information